Transformation gennem teater: I Fluks' fænomenologiske fodspor

Abstract

Kunst, for eksempel performanceteater, kan skabe og påvirke dybe følelsesmæssige og kropslige oplevelser. Dette essay giver, baseret på en fænomenologisk og interdisciplinær tilgang, der involverer teater, sygepleje, filosofi og psykologi, indblik i Teater Fluks’ arbejde med temaet demens. Med udgangspunkt i indsigter skabt gennem et dybdegående interview med kunstnerne, argumenteres for, at kunstens værdi ikke kun ligger i den terapeutiske dimension, men også i muligheden for interaktion med dynamikker, der er indlejret i alle mennesker. Disse dynamikker kan bevæges og farvelægges gennem kunsten, hvilket kan skabe forbindelser mellem mennesker. Med de budskaber ønsker vi at udfordre eksisterende logikker i omsorgs- og sundhedsdomæner, der ofte, ret ensidigt, efterspørger dokumentation af kunstens værdi. I den kontekst argumenteres for, at kunsten ikke nødvendigvis kan eller skal måles, men at dens kraft i sin essens består i frisættelse og fremkaldelse af følelsesmæssige og transformerende aflejringer med potentiale for omsorg, sundhed og uddannelse. Med afsæt i dette perspektiv introduceres psykolog og psykoanalytiker Daniel Sterns forskning med fokus på bevægelse, vitalitetsaffekt som indre følelsesstrømme og associative netværk. Dynamikker som kunsten og kunstnere bevidst kan fremme ved at forbinde sansninger og oplevelser. På den baggrund rækker vi afslutningsvis ud efter perspektiver fra grupper som sjældent inkluderes i offentlige meningsudvekslinger, for eksempel mennesker berørt af demens eller social-og sundhedshjælpere. Med reference til jurist og designhistoriker John Holden og filosof Jacques Rancière ønsker vi at kickstarte en demokratisk dialog om kunstens plads i samfundet, dens iboende værdi og potentiale for omsorg.