Virkelighed, teorier og metoder i sygdomsforskningen

Abstract

Der synes at være et misforhold mellem en tiltagende kompleks sygdomsvirkelighed og de metoder, som betragtes som legitime i den medicinske udforskning af denne sygdomsvirkelighed. Mellem klinisk praksis og forskning løber således en kløft, idet klinikeren/praktikeren er nødt til at inkludere og involvere kontekst i behandlingssituationen, som forskeren gør alt for at undgå at inddrage i forskningen.

Dette synliggøres i særlig høj grad på det felt, som går under betegnelsen 'kronisk sygdom' på grund af disse sygdomstilstandes langvarige karakter og forbundethed med hverdagslivet.

Artiklen belyser de sygdomsopfattelser, kausalitetsmodeller, metodeprincipper og principper for organisering af behandlingen, som tenderer til gensidigt at bekræfte og fastholde hinanden, og som samlet og overordnet kan betegnes 'det biomedicinske paradigme'. Endvidere beskrives nogle ændringer i udførelsen af randomiserede kliniske undersøgelser, som har manifesteret sig i det sidste tiår, og som måske vil bane vej for, at kontekstuelle perspektiver og aktørperspektiver efterhånden integreres i forskningen.