Uvished i ungeliv med en alvorligt syg forælder

Abstract

Artiklen formidler resultater fra en kvalitativ interviewundersøgelse med teenagere, der har en alvorligt somatisk syg forælder. Analysen er foretaget på baggrund af kultur-historisk udviklingspsykologi og eksistensfænomenlogi mhp. at afdække betydningen af livet med sygdom for de unges hverdagsliv, oplevelsesverden og sociale udviklingssituation. Undersøgelsens hovedresultat er, at de unges liv forandres eksistentielt, praktisk, emotionelt og socialt, fordi de lever med uvished om forælderens overlevelse og sygdommens forløb. Det betyder, at de udvikler strategier, der kan hjælpe dem med at øge kontrollen med konfrontationer med sygdommen og fastholde et engagement i ungelivets aktiviteter og projekter. Strategierne er at skabe sig hvilepauser og lave skarpe opsplitninger mellem privat og social væren og livet ude og hjemme i familien. Det mulige tab af forælderen ændrer de unges eksistentielle horisont og afslører, at vi i almindelighed lever med forestillingen om en fremtid sammen med vores nærmeste i sammenvævede livstider. Denne forventning mister de unge pårørende, hvilket påvirker deres motiver således, at motivet mod deltagelse i ungelivets aktiviteter ledsages af et konkurrerende motiv om at være hjemme ved den syge forælder og støtte familien og eller opnå samhørighed med den syge forælder. Deres ny eksistentielle, emotionelle, praktiske og sociale virkelighed betyder, at de befinder sig i et anstrengende pres, som skaber afstand til de jævnaldrende. Der argumenteres for, at de unge pårørende af disse grunde befinder sig i en anden social udviklingssituation end deres jævnaldrende med raske forældre.