Et essay om hverdagslivets kreative omsorgspotentialer

Resumé

Siden 1990’erne hvor Joan Tronto skrev at ”kreative handlinger og kunst ikke er omsorg”, er der føjet store mængder af litteratur til feltet, der undersøger hvordan kunst og kreativitet kan bidrage med potentiale til omsorg. En stor del af disse perspektiver ser på de forskellige kunstformer som ’redskaber’, der kan bruges som interventioner i forbindelse med pleje og omsorg. Vi ønsker med dette essay at ændre blikretning og bidrage til eksplicitering, re-konfigurering og re-konceptualisering af de potentialer og mulighedsbetingelser, der kan fremme kreativitet i omsorgen, dér hvor den udfolder sig i hverdagslivet. Vi argumenterer for, at sundhedsprofessionelle med fordel kan stille skarpt på mikroperspektivet og de kreative praksisser der hele tiden finder sted i vores hverdagsliv, når vi eksempelvis bruger vores evner til at improvisere, være innovative og fleksible, og dermed skaber meningsfulde tilpasninger i hverdagen. Ved at nedtone fokus på individuelle psykologiske fænomener, og dreje det mod en relationel kontekst, det vil sige en mere nuanceret sociologisk-ontologisk og situeret åbenhed og forståelse af kreativitet, kan der findes nye verdenåbnende omsorgspotentialer. Vi argumenterer for, at der i dette relationelle ’mellemrum’ findes intense øjeblikke af resonans, der, hvis vi er opmærksomme, kan opdages og skabe fælles flowfyldte og meningsfulde situationer, og muligheder, der kan fremme inklusion af mennesker som aktive medskabere af deres livsverdener.