Siden 1960erne har behandling af og omsorg for syge og alderssvækkede mennesker primært været et ansvar og anliggende for den danske velfærdsstat. Modsat tidligere betød det, at stadig færre omsorgsopgaver blev varetaget af familien og i private hjem. Denne fordeling af omsorgsansvaret og en (i princippet) fri og lige adgang til pleje og omsorg i tilfælde af sygdom og alderssvækkelse har været en vigtig del af den sociale kontrakt mellem stat og borgere i den danske velfærdsstat. 

 

I disse år sker der dog en genforhandling af, hvad der betragtes som omsorg, hvem der har omsorgsansvaret, og hvad definitionen af omsorgsevner er. Demografiske projektioner forudser stigende udgifter til behandling og omsorg af ældre og syge borgere, og det har ført til en række tiltag, der skal holde fremtidens udgifter til sundhedsvæsnet nede og sikre, at der er tilstrækkeligt sundhedspersonale til at varetage opgaverne. Det kommer til udtryk i sundhedspolitiske idealer og diskurser om ’aktiv aldring’, ’længst mulig tid i eget hjem’ og i øgede forventninger om, at ’pårørende skal inddrages’ i omsorgsarbejde (f.eks. gennem selvudpeget hjælperordningen og plejeorlov). Plejecentre bliver lukket, hospitalsophold forkortes, og fokus er på, hvordan syge eller aldringssvækkede kan støttes i at forebygge indlæggelse gennem egen monitorering og træning, og hvordan de kan forblive sociale og aktive for at øge deres sundhed og dermed gøre dem mindre afhængige af velfærdsstaten. 

Med dette temanummer ønsker vi at undersøge, hvordan forskellighed og forandring i ansvar og fordeling af omsorg har konkret betydning for det enkelte menneske, der lever med sygdom eller svækkelse, og generelt bidrager til transformation af sociale relationer og institutioner i det danske velfærdssamfund. 

 

 Det er temanummerets overordnede tese, at pågående forandringer i ansvar og fordeling af omsorgsressourcer bidrager til transformation af sociale relationer og institutioner mere generelt i samfundet. Det er også temanummerets tese, at menneskelig sygdom og alderssvækkelse og den opløsning og potentielle genskabelse af verden, som syge mennesker må foretage (ofte gennem omsorg), erfares på baggrund af individuelle livsvilkår, men må undersøges i sammenhæng med sociale og strukturelle forhold. 

I den en antropologiske og sociologiske litteratur defineres omsorg ofte som praksisser, der retter sig mod at dække livsopretholdende behov (Buch, 2018; Tronto, 2013, Fisher and Tronto 1990). Joan Tronto og Brian Fisher’s klassiske definition lyder: 

On the most general level, we suggest that caring be viewed as a species activity that includes everything that we do to maintain, continue, and repair our 'world' so that we can live in it as well as possible (Fischer and Tronto, 1990,40). 

Den amerikanske antropolog, Elena Buch, definerer omsorg som generativt arbejde [generative labour] (2018,12ff). Med generativt henviser hun både til de livsopretholdende praksisser, som Tronto og Fisher beskriver, men hun peger også på omsorgsarbejdets strukturelle dimensioner. Ved at fokusere på det, som omsorgsarbejdet producerer får vi indblik i de forskelligartede og ofte kaotiske praksisser, hvorigennem mennesker forsøger at få livet til at lykkes, men også hvordan disse praksisser “continually bring particular kinds of persons, social relations, and political economies into being” (Buch, 2018,12). Buch viser gennem detaljerede personportrætter af sårbare ældre og deres plejere i prekære livssituationer i USA, hvordan omsorg som en produktiv praksis opretholder professionelle plejeres dårlige og ulige livsforhold, men også hvordan den omsorg, de drager for de ældre, er med til at opretholde moralske forestillinger om det gode medborgerskab og det gode liv (Buch, 2018,60-61). Joan Tronto har på lignende vis argumenteret for, at en øget markedsgørelse af omsorgsarbejdet i USA ikke alene bidrager til øget ulighed men også fastholder en historisk devaluering af omsorgsarbejdet. Det sker primært gennem en vedvarende fortælling om, at omsorg er ’naturligt’ og ’kvindearbejde’, der bør baseres på en kaldstanke - en logik, der også fastholder omsorgsarbejdere i prekære forhold præget af fattigdom og mangel på anerkendelse og sikkerhed (Tronto 2013). 

Omsorg er også blevet analyseret som en del af den løbende produktion af slægtskab og forbundethed (Carsten 2000, Sahlins 2013). Denne forskning har inspireret en del arbejde om omsorg og slægtskab, herunder inter-generationelle relationer og migration i Danmark. Mikkel Rytter, Sara Lei Sparre, Abir M. Ismail og Anika Liversage (Rytter et al., 2021) har fx undersøgt, hvordan etniske minoritetsfamilier i stigende grad gør brug af ’selvudpeget hjælperordningen’ under Serviceloven, som giver ældre plejekrævende borgere mulighed for at udpege et familiemedlem, som efterfølgende ansættes af kommunen som ufaglært omsorgsarbejder. Forfatterne viser, hvordan ordningen og en såkaldt ’tavshedsoverenskomst’ mellem hjælperne og kommunale myndighedspersoner bidrager til en yderligere prækarisering og marginalisering af familier, som ofte allerede er økonomisk dårligt stillede. 

Ved at se på omsorg som praksisser og ved at rette opmærksomhed mod omsorgens produktive potentialer får vi således mulighed for at undersøge og nuancere: 1) de mange og forskelligartede livsopretholdende praksisser, der er en del af livet for alle, men som bliver særligt tydelige i forbindelse med sygdom og aldersvækkelse, og 2) hvordan fordelingen af omsorgsansvar, definition af omsorgsevner mm. indgår i produktionen og i genforhandlingen af sociale hierarkier, relationer og forestillinger om bl.a. medborgerskab og etnicitet. 

Formålet med dette temanummer er at samle bidrag, der på forskelligvis lader sig inspirere af ideen om ’omsorgens produktive potentialer’, og som har fokus på relevante krydsfelter mellem omsorgspraksisser og emner som slægtskab, krop, etnicitet, hjem og velfærdsteknologi, og som bidrager til en forståelse af de dynamikker, der præger relationen mellem stat, individ og familie i velfærdsstaten. 

Gæsteredaktører 

Rikke Sand Andersen, Professor MSO, Afdeling for Antropologi, AU & IST – Almen Medicin, SDU. rsa@cas.au.dk 

Sara Lei Sparre, seniorforsker, VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Tine Tjørnhøj-Thomsen, Professor, Statens Institut for Folkesundhed, SDU 

Bidrag og deadlines 

15. september 2022: Abstract deadline. Abstract sendes til Rikke Sand Andersen, rsa@cas.au.dk 

15. marts 2023: Deadline for indsendelse af artikel (submittes i TFSS manuskriptsystem. Se hjemmeside). 

Forår 2024: Temanummer udkommer 

Omfang: 

Link: Om artikler til TFSS

Spørgsmål: Interesserede er velkomne til at henvende sig til en af redaktørerne 

TFFS har et tværfagligt sigte og vi modtager meget gerne bidrag fra forskere, der repræsenterer andre discipliner end antropologi. 

Litteratur 

Buch, E. Inequalities of Aging: Paradoxes of Independence in American Home Care. New York University Press, New York, 2018. 

Carsten, J. ‘Introduction: Cultures of relatedness’, in Carsten, J. (ed.) Cultures of relatedness: New approaches to the study of kinship. Cambridge England: Cambridge University Press, pp. 1–36. 2000 

Fischer, B. and Tronto, J. C. ‘Toward a Feminist Theory of Care’, in Abel, E. K. and Nelson, M. K. (eds) Circles of Care: Work and Identity in Women’s Lives. State University of New York Press. 1990. 

Rytter, M., Sparre SL, Ismail AM og Liversage A. Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere: Kommunal velfærd og omsorg i forandring. Aarhus Universitetsforlag. 2021. 

Sahlins, M. D. What kinship is - and is not. Edited by M. D. Sahlins. Chicago: The University of Chicago Press. 2013. 

Sparre SL, Rytter M. Between Care and Contract: Aging Muslim Immigrants, Self-appointed Helpers and Ambiguous Belonging in the Danish Welfare State. Anthropology and Aging 2021;42(1):112–128. 

Tronto JC. Caring Democracy: Markets, Equality, and Justice. New York, NY: New York University Press; 2013.