Resonans i dødens nærvær

Resumé

Den tyske sociolog Hartmut Rosa påpeger, at vi, i hvad han omtaler som accelerationssam-fundet, har en tendens til at overse det ukontrollerbare – vi har glemt, hvad det vil sige at være i et modtagende resonansforhold med verden. Denne tendens har også betydning for vores forståelse af og forbindelse med det spirituelle i dødens nærvær. Livstruende sygdom forandrer livet og den planlagte livsbane. Man kan opleve sig afkoblet fra sig selv og verden i konfrontationen med en forandring af kroppen og hverdagslivet, der er uden for ens egen kontrol. Artiklen undersøger en mulig forståelse af ’det spirituelle’ som resonansrum, der kan forbinde det døende menneske og dets pårørende med verden trods sygdom og forestå-ende død. Artiklen tager afsæt i eksempler fra palliativ praksis reflekteret i lyset af Rosas resonansteori. Analysen bidrager med nogle samtidsbilleder af mulighedsrum for resonans i dødens nærvær. Sådanne rum relaterer sig til, hvad det enkelte menneske finder betyd-ningsfuldt. De fremtræder som modbilleder til, hvad vi med Rosa kan kalde et ’aggressi-onsforhold’ til døden drevet af ideen om kontrol over den døende krop. Hermed lægges op til en bred forståelse af spiritualitet, der kan være et relevant fokus for mange faggrupper i det palliative felt. Men resonans er en modus og ikke et kvantificerbart mål. Et fokus på resonans fordrer derfor en tilgang, hvor der institutionelt og hos den enkelte praktiker er fokus på mulighedsbetingelserne for at åbne resonansrum, der taler til det døende menne-ske og dets pårørende.