Ph.d.-afhandling om Arstides' hellige taler

Resumé

Det følgende er en skitse af mit arbejde med den selvbiografiske fortælling Hieroi Logoi – Hellige Taler (herefter HT) – af den græske taler og intellektuelle Aelius Aristides (117-181 e.v.t.). Teksten tematiserer, hvordan religion i det 2. århundrede ikke længere alene var et spørgsmål om kultisk praksis, men at religion i form af et personligt gudsforhold blev knyttet sammen med selvfortælling og identitet.

Aristides er kendt som antikkens største sygdomstilfælde. Som 27-årig blev han første gang så alvorligt syg, at han for en årrække blev uarbejdsdygtig. HT er en beskrivelse af, hvordan han gennem et halvt liv led af utallige sygdomme, og hvordan de i perioder på det nærmeste invaliderede ham. Dermed blev hans selvopfattelse til et problem.

Nok så vigtigt er det dog, at HT også er en ‘frelseshistorie’, som beskriver, hvordan lægeguden Asklepios igen og igen (men aldrig én gang for alle!) har helbredt Aristides, reddet hans liv og hjulpet ham med hans talervirksomhed, så at han blev en endnu bedre og endnu mere populær taler, end han var før sygdommene satte ind. HT er dermed en beretning om, hvordan Aristides på én gang oplevede, at hans helbred svigtede og hans ‘ånd’ blev større.