Til RvT 78, Tema-artikel: Blod, røgelse og rensede sind

Ritualæstetiske betragtninger over græsk-romerske offerritualer

Resumé

ENGLISH ABSTRACT: This article investigates the sensory and performative qualities of sacrificial rituals in Greek and Roman antiquity. I highlight sacrifice as a performance involving actors, spectators and aesthetic effects working through a variety of senses. This perspective allows for an analysis that breaches the boundaries between ‘art’ and ‘ritual’ to seek out a shared foundation of the two. The chronological scope of the analyses is particularly focused on the period spanning the second to the fourth century CE. I argue that we can detect in this period a bifurcation in the ideals of sacrifice in platonically inspired religiosity between what I term a maximalist and a minimalist position. The maximalist position wishes to maintain the outer forms, the pageantry and the sensory stimulation. The minimalist position eschews extravagance and insists on a reduced and simplified sensory profile. Rather than viewing the first as archaising and the second as spiritualising, I interpret them as two variations of a fundamental reinterpretation of sacrifice springing from an axial tradition. Through such a perspective, the ‘end of sacrifice’discussion in late antique studies can be enriched. The article thus aims to contribute both to our understanding of sacrifice in GrecoRoman antiquity and to the general question of the relation between aesthetics and ritual.

DANSK RESUME: Denne artikel undersøger de sanselige og performative egenskaber ved offerritualer i græsk og romersk oldtid. Jeg betragter offeret som en iscenesættelse, der involverer aktører, tilskuere og æstetiske virkninger, som udfolder sig gennem en række forskellige sanser. Igennem dette perspektiv bliver det muligt at foretage en analyse, der bygger bro mellem ‘ritual’ og ‘kunst’ for at undersøge deres fælles grundlag. Analyserne fokuserer især på perioden fra det 2. til det 4. århundrede e.v.t. Jeg argumenterer for, at vi i denne periode kan iagttage en spaltning i offeridealer inden for den platonisk inspirerede religiøsitet mellem det, jeg betegner som en maksimalistisk og en minimalistisk position. Den maksimalistiske position ønsker at bevare offerets ydre former, pragt og sanselige stimuli. Den minimalistiske position afviser derimod overdådighed og insisterer på en reduceret og forenklet sanselig profil. I stedet for at betragte den første position som en arkaiserende og den anden som en spiritualiserende tilgang, fortolker jeg dem som to variationer af en grundlæggende nyfortolkning af offeret, der udspringer af en aksial arv. Med dette perspektiv kan diskussionen om ‘offerets ophør’ i senantikke studier nuanceres. Artiklen har således til formål både at bidrage til vores forståelse af offerritualer i den græsk-romerske oldtid og til det mere generelle spørgsmål om forholdet mellem æstetik og ritual.