Call for papers: Passepartout #46: Hud

2024-04-05

Redigeret af Edward Alan Payne, Laura Katrine Skinnebach og Gry Lind Merrild Hansen

Huden er fuld af modsætninger. Den er et sted for skabelse og destruktion, transformation og regenerering. Huden er på den ene side kroppens største organ der beskytter de indre organer fra ydre angreb. Den fungerer som et skjold mod skadelige mikroorganismer og kemikalier, regulerer vores kropstemperatur, og holder samtidig på kroppens livsvigtige væsker. Huden er en modstandsdygtig membran der kan reparere og forny sig kontinuerligt ved at udskifte gamle celler og danne nye. Men på den anden side er huden også sårbar. Den er porøs og kan angribes og nedbrydes af sygdom, mikrober og bakterier. Den er blød og tynd og kan let gennembores, skæres, brydes, flås, brændes og arres. Den kan blive hård, tørre ud, rynke, skælle, få vorter, bumser og blærer.

Huden er et kulturelt artefakt til forhandling. Huden er kroppens møde med verden og kan læses som et kort over vores liv og identitet. Men de tegn der er indskrevet i huden – dens pigment, dekorationer, huller, skader eller behåring (eventuelt mangel herpå) – har kulturelle medbetydninger som gennem historien har ført til diskrimination og undertrykkelse eller privilegier og magt. Huden er derfor et kulturelt kampfelt som kalder på kritiske studier. Desuden kan man i et ny-materialistisk perspektiv sætte spørgsmålstegn ved den ofte stærkt antropocentriske forståelse af hud, for har træet, skulpturen, robotten og jordskorpen ikke også hudoverflader som møder og forhandler med omverdenen?

Hud er allestedsnærværende. Hud omkranser kroppe – vores og andres kroppe – og er en ufravigelig visuel og taktil interaktionsflade mellem entiteter. Huden sanser og sanses. Men huden er også dybt indlejret i vores sprog. Vi kan elske eller fortære “med hud og hår”; vi kan “skælde nogen huden fuld” og have noget “helt inde under huden” eller “gå ud af vores gode skind”. Vi kan være “hårdhudede” eller “tyndhudede”, ja endda “hudløse”. Vi kan være “skind og ben” eller have “en rem af huden”. De sproglige udsagn handler om hudens resiliens, men understreger samtidig dens gennembrydelighed. Vigtigst af alt understreger de hudens modtagelighed overfor metaforiske betyd- ninger. Hud er knyttet til det visuelle felt som følge af dens visuelle egenskaber. Helt tilbage fra antikken har huden haft en central betydning i den visuelle kunst. Tatovering, scarification og kropsbemaling bruger kroppens overflade som et billedlærred, hvilket måske er tæt forbundet med huden som oplagt metafor for det lærred eller papir hvorpå kunstneren afsætter sine tegn.

Huden – hvad end den er menneskelig eller ej – er en grænseflade mellem ude og inde, overflade og dybde, synligt og usynlig. Som både materialitet og metafor giver hud mulighed for at undersøge forhandlinger af det visuelle og sanselige felt i et historisk og tværkulturelt perspektiv. I dette særnummer af Passepartout vil vi sætte fokus på hudens mellemværender med kunst og visuel kultur. Hvordan indgår hudens materielle egenskaber og metaforiske betydninger i kunst og visuel kultur? Hvordan skaber hud forbindelser mellem discipliner som sprog, litteratur, filosofi, ideologi, kunst, medicin og videnskab? Vi er interesserede i artikler der stiller forskelligartede spørgsmål til hud som konceptuel, metaforiske, kropslig og kunstnerisk kontaktflade, huden som multisensorisk organ; arkitekturens krop og hud; hudens materialitet eller materialitetens hud; hud og identitet, og meget andet.

Deadline for abstracts:
1. juni 2024. Maks. 400 ord, som sendes til edward.payne@cc.au.dk og lks@cc.au.dk.

Deadline for artikler:
1. november 2024.

I november afholdes – hvis finansiering tillader det – et seminar på Aarhus Universitet, hvor bidragydere har mulighed for at dele ideer og give feedback til hinandens bidrag. Temanummeret udkommer i foråret 2026.