Digitale forpligtelser

Udsathed og forpligtelsesarbejde i den digitaliserede velfærdsstat

Resumé

Artiklen undersøger, hvordan digitaliseringen af velfærdsstaten producerer nye former for forpligtelser, ansvar og afhængighed i relationen mellem borgere og offentlige hjælpesystemer. Med afsæt i etnografisk feltarbejde på to varmestuer undersøges de digitale møder mellem en gruppe borgere i udsatte positioner og den offentlige sektor. Artiklen analyserer, hvordan adgang til velfærd i stigende grad påvirkes af borgernes til tider begrænsede digitale kompetencer, den teknologiske infrastruktur og borgeres netværk og sociale relationer. Digitaliseringen af velfærdsstaten fremstår derved ikke blot som et administrativt redskab, men også som en faktor, der omformer relationerne mellem stat, borger og civilsamfund. Artiklen introducerer begrebet digitale forpligtelser til at beskrive, hvordan borgere forventes at kunne navigere i digitale systemer med henblik på at opnå adgang til de rettigheder og ydelser, de har behov for. Samtidig viser analysen, hvordan disse forpligtelser forskydes fra staten til borgerne og videre til frivillige hjælpeorganisationer. Artiklen viser, at de frivillige organisationer står i et forpligtelsesdilemma, når de medierer borgernes digitale forpligtelser overfor staten, fordi de ikke har den formelle og juridiske forpligtelse til at hjælpe borgerne, men alligevel udfører de arbejdet, fordi de føler sig socialt og moralsk forpligtede. Ved at kombinere antropologiske perspektiver på velfærd, forpligtelse og stat-borger-relation bidrager artiklen til debatten om digital eksklusion og velfærdsstatens udvikling. Den viser, hvordan digitalisering ikke blot medierer adgang eller udelukkelse fra hjælpesystemerne, men også former borgeres handlinger og etablerer nye infrastrukturer, hvor velfærdsydelser, forpligtelse og medborgerskab gentænkes.