"Størstedelen af dem, jeg møder på vejen [...] går ind til siden, når jeg kommer"

Tilpasninger i livs- og identitetsforhandlinger blandt ældre borgere under coronaviruspandemien

Resumé

„Jeg føler ikke, at jeg er i risikogruppen, men jeg hører det fra den ene og den
anden, og mine børn gør mig opmærksom på: ‘Nu passer du på, mor – du er i
risikogruppen’“ (Signe, 83 år, interview, 16. april 2020). Da Verdenssundhedsorganisationen
erklærede en pandemi i marts 2020 på grund af udbruddet af
coronavirussen COVID-19, besluttede regeringer over hele verden at lukke ned
for de sædvanlige måder, vi omgås på i samfundet. Som mange andre lande opfordrede
Danmark til at beskytte bestemte personer, der blev anset for at være i
særlig risiko for at udvikle alvorlige konsekvenser og muligvis dø af smitten, for
eksempel personer med nedsat immunforsvar eller visse kroniske sygdomme
(fx lungesygdomme) såvel som personer i alderen 65+ og især 80+. Men som
citatet fra Signe indikerer, var det ikke alle ældre, der følte, at det var korrekt at
udpege dem som en del af en højrisikogruppe. Så hvordan oplevede ældre mennesker
den sociokulturelle kontekst, der opstod under COVID 19? For at undersøge
dette trækker jeg på semistrukturerede kvalitative interviews foretaget med
ældre på tværs af Danmark i de første måneder af COVID-19-pandemien. Med
inspiration fra antropologerne Margaret Clark og Sharon Kaufman analyserer
jeg de tilpasninger og identitetsforhandlinger, der blev nødvendiggjort af det,
jeg identificerer som en dramatisk kulturel diskontinuitet: COVID-19-pandemien.
Jeg beskriver især de former for aldersdiskrimination („ageism“), som nogle
ældre oplevede, og hvordan visse dynamikker påvirkede deres opfattelse af dem
selv som gamle og udsatte. Min analyse af det empiriske materiale kaster nyt
lys over samspillet mellem kulturelle og samfundsmæssige antagelser og ældre
personers evner til at forhandle relationer, subjektivitet og selvforståelse.