"Kan man egentlig skrive en nekrolog over en hund?"

Hunden på grænsen til det menneskelige i ældreomsorgen

Resumé

Artiklen udfolder casen „Basse“ – en højtelsket plejehjemshund, der levede
størstedelen af sit liv som fælleshund på et dansk plejehjem, indtil den gik bort
i efteråret 2020. Med udgangspunkt i en „flerartsantropologisk“ analytisk optik
viser forfatterne, hvordan hundens tilstedeværelse på plejehjemmet skaber nye
muligheder for tilblivelse; for hunden såvel som for plejehjemslederen, beboere
og frivillige, som er engageret i at drive plejehjemmet. Forfatterne viser,
hvordan hunden bevæger sig på et kontinuum mellem det menneskelige og det
ikke-menneskelige. På den ene side fremstår Basse som i besiddelse af (ekstra
-ordinære) menneskelige egenskaber, når den agerer som omsorgsgiver i det
relationelle samvær med beboere på plejehjemmet. På den anden side fremstår
Basse som radikalt anderledes end mennesket, når den optræder som symbol
på og instrument for strategiske forandringstiltag, og ved slutningen af sit liv,
hvor aldringen sætter ind, og den ikke længere kan tilpasse sig og agere omsorgsgiver
i samværet med beboerne. Forfatterne argumenterer for, at det er
Basses egenskaber som art/hund på grænsen til det menneskelige, som skaber et
særligt mangfoldigt mulighedsrum for menneskelig tilblivelse, og at det er det,
der gør den til en særdeles afholdt og værdifuld medbeboer på plejehjemmet. Til
sidst i artiklen diskuteres, hvordan en „flerartsantropologisk“ analytik rejser en
opmærksomhed på aldring som et fænomen, som mennesker deler med andre
arter, og som afstedkommer en eksistentiel skrøbelighed. I forlængelse heraf
reflekteres over de nye etiske og politiske spørgsmål, som denne optik giver
anledning til at diskutere, herunder menneskers særlige forpligtelse til at handle
ansvarligt og omsorgsfuldt over for de mangfoldige former for liv, vi som mennesker
lever, bliver til og bliver ældre sammen med.