„TROR DE, GUD ER DØV?”

Lyden af bøn som social kritik i det sydlige Ghana

Resumé

Denne artikel omhandler bøn som en vigtig, men også omstridt praksis blandt en gruppe karismatiske kristne i Accra, Ghana. Den etnografiske empiri, som præsenteres og diskuteres her, centrerer sig nemlig om en grundlæggende spænding, der iboende i karismatisk bøn. På den ene side opfatter adskillige karismatiske kristne bønnen som en centripetal praksis, hvis mål er at forme moralske og disciplinerede kristne individer. Disse individer kan herefter på en centrifugal måde bruge bønnen til at omforme det urbane samfund til at blive mere ordnet og velstående. Af denne grund er den karismatiske bøn ofte meget højlydt for at kunne nå og påvirke så mange mennesker uden for kirken som muligt. På den anden side er den selvsamme højlydte bøn, som den høres fra mange af Accras karismatiske kirker, blevet et problem for de karismatiske kristne. Flere oplever den overvældende larm som en form for kamp om både det fysiske og det spirituelle rum i Accra og dermed som selve årsagen til den manglende orden og disciplin – moralsk og spirituel, som er med til at skabe socioøkonomiske problemer i det urbane Ghana. Modsat tidligere studier af pinse- og karismatisk kristendom argumenterer nærværende artikel for, at bøn opleves som en central praksis – ikke så meget, fordi bøn utvetydigt skaber et brud mellem de troendes liv, før de blev omvendt og efter, eller brud mellem forskellige kristne grupper. Argumentet er snarere, at bøn opleves som en central praksis, fordi gennem bønnen kan de troende kontinuerligt positionere deres karismatisk kristne liv og identitet i relation til de bredere sociale forandringer, der påvirker deres liv og tro.

Søgeord: bøn, lyd, Ghana, karismatisk kristendom, centripetal, centrifugal