DEN TAVSE VENSTREFLØJSPOLITIK

At være og at gøre tavs

Resumé

I de sidste par årtier har venstrefløjspolitik været præget af desorientering. Den

universalistiske kritik af kapitalisme og imperialisme er vigende og er blevet afløst

af multikulturalismens relativistiske kritik af modernitet og Vesten. I kølvandet på

disse tendenser har man kunnet iagttage en implicit alliance mellem venstrefløj og

islamister, i kraft af at de står over for samme fjende, dvs. systemet og en nationalistisk

højrefløj. Det er ven/fjende-skematikken, der strukturerer venstreorientering,

fordi det er den mest markante måde at dyrke sin modstandsidentitet på. Når det

er det, der tæller, bliver politiske værdier mindre vigtige, og det har indebåret, at

venstreorienterede har nedtonet kritikken af det, de plejede at se som reaktionært.

Resultatet har været udbredt tavshed, når fjendens fjender, inklusive undertrykte

religiøse/etniske minoriteter, siger og gør noget, man ellers ville kritisere. I tilgift

har det været magtpåliggende for venstrefløjen at gøre politiske modstandere

tavse ved at censurere ytringsfrihed, hvilket især har været tydeligt i forbindelse

med karikaturkrisen og diskussioner om racismeparagraffen. Tavshedens politik

– at være tavs og at gøre tavs – er blevet legitimeret ved at forskyde spørgsmålet

om ytringsfrihed fra en politisk ret til moralsk indlevelse, ved at moralisere og

antagonisere det politiske klima i godt/ondt, hvilket stigmatiserer fjenden, og ved

at gå ind for selvcensur (ytringspli) og føre retssager mod dem, der overskrider

grænserne for politisk korrekthed. Artiklen undersøger disse forhold ved at se

på, hvordan venstrefløjspersoner har argumenteret i offentlige medier. Det er

disse frem for akademiske tekster, der er genstandsfeltet, fordi det giver et bedre

indblik i, hvordan man orienterer sig, og dermed et bedre indblik i tendenser i

den politiske kultur.

Søgeord: karikaturkrisen, moralisere, racisme, tavshed, ven/fjende, venstrefløj