Publiceret 2013-12-12
Citation/Eksport
Resumé
På de fleste danske hospitaler er der tilknyttet en præst og i enkelte tilfælde også en imam. Disse hospitalspræster og -imamer varetager samtaler med patienter og pårørende, samt superviserer flere steder personalet i forhold til etiske problemstillinger. Når samtalerne foregår én til én, omtales de som ’sjælesorgssamtaler’. Artiklen viser, hvordan disse samtaler medvirker til at skabe et rum for eksistentielle og religiøse overvejelser om sygdommens betydning. Der argumenteres i artiklen for, at dette rum optræder som ’et helligt rum’. Rummet adskiller sig fra den bio-medicinske kontekst i kraft af de ritualer og det sprog, der tages i brug, når patienten i samspil med sjælesørgeren søger at tillægge sygdommen betydning. Beskrivelsen af, hvad der foregår i sjælesorgsrummet er set fra sjælesørgerens perspektiv, da det empiriske materiale stammer fra 15 interviews med sjælesørgere (1). Dette suppleres med en kort deltagerobservation. Der gøres rede for de begrænsninger, som var forbundet med udførelsen af feltarbejde, hvilket indgår som en del af analysen af ’det hellige rum’. Ved at inddrage Batesons forståelse af ’det hellige’ samt Turners ritual-forståelse, udskilles de elementer, der symbolsk viser, hvilket forståelses-rum sjælesørgeren og patienten befinder sig i. Slutteligt konkluderer artiklen, at disse sjælesorgssamtaler skaber et nyt rum for patientens oplevelse af sygdom. Det karakteristiske ved rummet er, at det giver patienten mulighed for at forandre sit perspektiv på lidelsen - det er at være syg. Dette perspektiv-skifte sker ved at forbinde personens liv til noget andet og større end sig selv. Til selve livet, eller det, der i mange kulturer omtales som helligt.