Sygdommens spiserum: Har arkitekturen en overset eller glemt betydning her?

Resumé

Begrebet ’sygehus’ anvendes i dag om det offentlige rum, hvor syge undersøges og behandles. Men at være syg og indlagt på et sygehus handler ofte ikke kun om at blive rask ved hjælp af medicinsk behandling eller kirurgiske indgreb, men også om velvære og omsorg i form af sygepleje og måltider; om det ’sygdommens rum’, der skabes omkring patientens samlede helbredelse. I denne artikel vil vi argumentere for, at ’sygdommens rum’ i højere grad udbredes til også at omfatte arkitekturen – selve huset, der indrammer det hele– og vi vil, på baggrund af projektet MORE, fokusere på koblingen mellem sygdom, måltider og arkitektur.

Metodisk tager vi afsæt i den tyske arkitekt Gottfried Sempers teori omkring arkitekturens grundelementer, der tilbage i midten af det 19. århundrede var med til at danne grundlaget for det, der i dag er den moderne arkitekturteoris definition af ’rummet’ som oplevet fænomen. På baggrund af Sempers teoretiske forståelsesramme og med udgangspunkt i en måltidsbeskrivelse fra renæssancehospitalet Santa Maria Nuova, vil vi give ét eksempel på, hvordan spiserummets arkitektur udgjorde en essentiel del af ’sygdommens rum’ gennem en bevidst iscenesættelse af måltidets ritualer sammen med de lægelige og religiøse handlinger. Omend scenariet forekommer teatralsk i vore dage, så mener vi, at denne historiske beskrivelse kan bidrage til nutidens forståelse af ’sygdommens rum’ og indretningen af hospitalsarkitekturen.Med denne artikel ønsker vi således at argumentere for, at spiserummets arkitektur i højere grad bør være et fokuselement i debatten om fremtidens sygehuse og ikke mindst i forskning relateret til ’sygdommens rum’.