Resumé
Infektionssygdomme og krig har altid gået hånd i hånd. Tyfus og ”skyttegravsfeber” blev klassikere under første verdenskrig. I 1918 startede helt uventet en ny og meget alvorlig form for influenza (den spanske syge eller La Gripe). Den slog ca. 70 millioner mennesker ihjel, hvilket var flere end selve krigen gjorde, ligesom malaria gjorde under den amerikanske frihedskrig. Flere mener, den spanske syge var stærkt medvirkende til, at 1.verdenskrig stoppede. Marburgvirus epidemien i Den Demokratiske Republik Congo beskriver fint hvor mange faktorer, der spiller ind i sammenhængen mellem infektioner og krigslignende situationer, og hvordan politik og traditioner støder sammen med sikkerhedsspørgsmål og kan umuliggøre en målrettet indsats for at stoppe epidemien. En af de mest synlige konsekvenser af væbnede konflikter er de massive forflytninger af befolkninger, som bliver drevet på flugt af skyderier, vold og plyndringer samt svindende fødevareressourcer, og som ender i flygtningelejre. I disse lejre har mæslinger, diarré, lungebetændelse og i nogle tilfælde også kolera frit spil, hvilket forstærkes af den ofte meget lave vaccinationsdækning blandt børnene. Meget tyder på at dødelighedsniveauet under væbnede konflikter afspejler sundhedsvæsenets tilstand før konflikten startede. Konflikter afslører så at sige dybereliggende fejl og mangler i sundhedsvæsenet, der var tilstede før krigen, og som måske ligefrem har været et element i konflikten. De mest effektive redskaber til at sænke sygelighed og dødelighed
i komplekse katastrofer inkluderer beskyttelse mod vold og overgreb, sikring af fødevarer, vaccinationskampagner, muligheder for håndvask, diarrékontrol, mor-barn sundhed og korrekt behandling af de hyppigste infektioner. Krige skaber flygtninge, og mobile befolkningsgrupper er sårbare uden socialt eller administrativt netværk. De er tvunget til at opholde sig i et nye miljøer med fremmede mikroorganismer og perfekte smittemuligheder. Her har epidemier frit spil, og det er oftest dem, der vinder krigene.
