Autonomiens problematisering - en refleksion over autonomibegrebet i en psykiatrisk forskningspraksis

Resumé

Helsinki-deklarationens retningslinjer om informeret samtykke pålægger lægen som forsker at respektere patienternes autonomi. Men hvordan gør lægen det? Hvad er autonomi? Og hvad er et autonomt menneske? Disse spørgsmål er omdrejningspunkt i denne artikel, der beskriver og kritiserer autonomibegrebet som selvbestemmelse i en sundhedsvidenskabelig  forskningspraksis, der tager udgangspunkt i Helsinki-deklarationens informerede samtykke. Gennem en detaljeret beskrivelse af mødet med en deprimeret patient udfoldes procedurerne ved det informerede samtykke i et psykiatrisk forskningsprojekt. Autonomibegrebet som selvbestemmelse afprøves og forkastes derefter gennem en refleksion over en psykiatrisk forskningspraksis. På baggrund af en teoretisk gennemgang af autonomibegrebet som selvdannelse og efterfølgende refleksion over praksisbeskrivelsen foreslås en ændring af autonomiopfattelsen fra selvbestemmelse til selvdannelse i det informerede samtykke. Refleksionerne og diskussionen medfører en øget anerkendelse af kompleksiteten i den sundhedsvidenskabelige forskningspraksis. Konsekvensen af denne indsigt bliver, at man må stille nye krav til forskeren som menneske og ikke blot som fagperson.