Resumé
Praktiserende læger skal dagligt forholde sig til et omfattende spektrum af helbredsproblemer som deres patienter præsenterer for dem. Det er gennem dette arbejde, at faget almen medicin ‑ de praktiserende lægers speciale ‑ er opstået gennem de sidste 50 år, og faget har udviklet et teorigrundlag og en arbejdsmetode, som har fællestræk med andre læ-gelige specialer, men som også har en række træk, der ikke findes så udtalt i andre dele af medicinen. De praktiserende læger oplever også problemer i deres arbejde, som har medført en mere generel diskussion om, hvad faget er, og ofte beskrives faget som værende i krise. En krise
som søges forløst gennem en søgen efter kernen i faget. I denne artikel beskriver vi fagets udvikling samt krisen, og vi ser på, hvordan vi – med udgangspunkt i nogle situationer fra praksis og med analytisk hjælp fra antropologi – kan formulere et nyt syn på faget og dermed nogle muligheder for udvikling.
