Designantropologiske undersøgelser af Patient 2.0

Resumé

’Den aktive patient’ har siden begyndelsen 90’erne været genstand for øget opmærksomhed. Det er en udbredt forståelse, at telemedicin kan forbedre samarbejdet mellem sundhedsprofessionelle og kroniske patienter og derved øge livskvaliteten og de økonomiske besparelser. Nyere etnografiske studier viser dog, at ansvarsflytning er indskrevet i teknologierne, og at forventninger om ’hjemmearbejde’ kolliderer med patienters sociale situation og håb for fremtiden. Patient 2.0 er en figur, der favner sådanne forskelligrettede virkeligheder og drømme. Med udgangspunkt i aktør-netværk teoriens princip om ’performativitet’ og det ontologiske skifte præsenterer jeg i denne artikel, hvordan metoder fra participatory design kan blive en ressource for antropologi og sociologi. Jeg tager fat i nyere diskurser, hvor design anses for at være en nøgle til at kunne undersøge moderne og mere dynamiske fænomener. Gennem en case fra forsknings- og udviklingsprojektet CITH viser jeg, hvordan vi gennem metode-eksperimenter og undersøgelser af patient 2.0 ender med skabe en designantropologisk modalitet, der er væsentlig forskellig fra etnografien. Jeg kalder denne modalitet for det udøvende aktør-netværk. Til sidst diskuterer jeg, hvad konsekvensen er for forskerens rolle og fremhæver nødvendigheden i hurtigt at kunne skifte mellem forskellige roller og at forhandle, interessere og mediere mellem hidtil uforbundne aktører for at skabe værdifulde effekter.

Design Anthropological Inquiries into Patient 2.0:
‘The active patient’ has since the early 90s attracted increased attention. It is a widespread idea that telemedicine can support collaboration between health professionals and patients with chronic diseases, thereby improving the quality of life and reducing clinical costs. Recent ethnographic studies show, however, that shifts in responsibilities are inscribed in the technologies and that expectations of ‘homework’ collides with patients’ social situation and hope for the future. Patient 2.0 is a figure that embraces such divergent realities and dreams. Based on actor-network theory’s principle of ‘performativity’ and the ontological turn happening in broader lines of social science, this article presents how methods from participatory design can be a resource for anthropological and sociological inquiry. The article departs on later discourses in which design practices are considered to be a key factor when exploring modern and more dynamic phenomena. Through a case study of Patient 2.0 on a research and development project, the CITH project, I show how we created a design anthropological modality that is significantly different from ethnography. I call this modality the performing actor-network. Finally, I discuss what the consequences are for the researcher’s role, and emphasise the need for being able to make quick shifts between different roles, negotiating interest, and mediate between previously unconnected actors to create valuable effects.