Alderdommens pædagogisering: Samfundsøkonomi, sundhed og individualiserede pædagogiske relationer

Resumé

Denne artikel handler om pædagogisering af alderdommen og ældre mennesker. Pædagogik forekommer på mange forskellige niveauer, og ofte giver ordet associationer til opdragelse, dannelse og uddannelse af børn og institutionaliserede unge og voksne. Det danske samfunds pædagogiske tiltag overfor ældre mennesker handler oftest om sundhed på den ene eller den anden måde. Ældrepædagogik bliver således til sundhedspædagogik. Det handler om at få folk til at arbejde aktivt på at holde sig sunde og friske for at modvirke den såkaldte ældrebyrde, som ifølge visse diskurser om den demografiske udvikling er som en bombe under vores samfund. Denne diskurs tager udgangspunkt i forestillingen om den naturlige aldring og en medicinsk forståelse af cellernes uundgåelige degenerering. Mens ældre mennesker således fra forskellige sider opfordres til at holde sig sunde og aktive for at udsætte det forestillede forfald så længe som muligt, bliver yngre ældre mennesker også opfordret til at forholde sig til den dag, hvor udsættelsen ikke længere er aktuel, men forfaldet er indtrådt. Dette kan f.eks. ske ved at fremtidssikre deres bolig med fysiske foranstaltninger, der
gør den tilgængelig og håndterbar – selv for folk med fysiske funktionsnedsættelser. I artiklen vil jeg kaste lys over ældrepædagogikken på to niveauer; et politiko-økonomisk niveau repræsenteret ved forskellige former for politiske mål og retningslinjer og et relationsniveau repræsenteret af de medarbejdere, som møder ældre borgere i deres kontakt med velfærdssamfundet. De to niveauer er ikke isoleret fra hinanden, og særligt det relationelle niveau er i forskellige grader rammesat af det politiko-økonomiske niveau, som dog alligevel efterlader et vist manøvrerum for mellemmenneskelige relationer i den pædagogiske praksis. Efter en kort introduktion til ældrepædagogik som felt, der bevæger sig mod sundhedspædagogik, og til eksempler på politikudvikling inden for ældreomsorgen, vil jeg præsentere tre forskellige ældrepædagogiske perspektiver: a) vellykket aldring, b) selvstændig læring og udvikling under vejledning og uddannelse og c) bæredygtig aldring. Jeg vil illustrere de tre
perspektiver med eksempler fra forskellige ældrepædagogiske praksis- og fagfelter og vise, hvordan de kan forstås ud fra det politiko-økonomiske og/eller det relationelle pædagogiske
niveau. Perspektiverne er baseret på etnografiske studier af ældrepædagogiske sammenhænge, politikker og tværfaglige personaleteams’ forståelser af professionelles opgaver og roller i forhold til deres målgrupper. Analysen viser, hvordan pædagogiske tilgange baseres på forskellige værdisæt og måder at at identificere ældre mennesker på.