Nr. 60 (2011): Historiepolitik
Selvom de store samlende fortællinger for længst er erklæret døde og dagens samfund diagnosticeres ofte som historieløst, er der ikke noget, der tyder på, at det har ført til ligegyldighed overfor udlægningen af fortiden. Snarere tværtimod. Udlægningen og fortolkningen af fortiden kan i den grad få sindene i kog. Debatten om, hvem der har ret til at udlægge historien og hvordan, blussede bl.a. op i Danmark i 1995, da kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen markerede 50-året for befrielsen med en laserstråle langs den jyske vestkyst, og da Anders Fogh Rasmussen brugte en sammenligning med dansk politik under besættelsen til at legitimere Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Og igen for nylig, hvor udgivelsen af et nyt dansk leksikon om den kolde krig har skabt voldsom debat om, hvorvidt værket er neutralt eller politisk farvet. Eksemplerne viser, at den fortid, 2. verdenskrig, holocaust og den kolde krig udgør, ikke er glemt, og at der foregår en kamp om, hvordan denne fortid kan og må fortolkes. Samtidig peger de tre eksempler også på en række historiepolitiske spørgsmål: hvem har retten til at udlægge fortiden? De der selv oplevede den? Kunstnere? Historikere? Politikere? Og er det overhovedet muligt at skrive historie uden at lade fortiden farve af nutidige politiske agendaer? Ikke alle artiklerne i dette nummer af SLAGMARK handler om arven efter 2. verdenskrig og den kolde krig. Men størstedelen af artiklerne reflekterer de diskussioner, overvejelser og spørgsmål, der er affødt af forsøget på at komme overens med fortiden. I temasektionens artikler behandles emner som Folkeskolens historieundervisning, danske politikeres brug af fortællingen om besættelsestiden, historiepolitik i Rwanda og Eksjugoslavien, holocaustmindesmærker, erstatningskrav for historiske uretfærdigheder, erindringspolitik i Helsingfors’ byrum, og danske, britiske og amerikanske historikeres forhold til historiepolitik.
