Måske er det skæbnens ironi, at der skulle gå nøjagtig 100 år efter Nietzsches sammenbrud til et andet sammenbrud: nemlig Berlin-murens fald i 1989; dette sammenbrud skulle tillige blive Nietzsches gennembrud i den forstand, at det åbnede op for muligheden af en ny og mere uhildet reception af Nietzsche som følge af åbningen af Nietzsche-arkivet i Weimar. Nu blev det uden omsvøb dokumenteret, at søsteren Elisabeth-Förster Nietzsche og senere nazisterne havde udøvet manipulation med såvel hans tænkning som hans efterladte skrifter for at kunne bruge ham som nazismens hoffilosof; det er blandt andet frigørelsen fra denne snævert politiske og ideologiske binding, der har været medvirkende til den renæssance Nietzsche har haft op igennem det sidste årti. Det er bemærkelsesværdigt, at Nietzsches livsmotto: "Dø i rette tid" i mere end én forstand også kom til at omfatte ham selv: han døde definitivt og bogstaveligt år 1900, men samtidig døde han symbolsk år 1900 forstået som indgangsportalen til det 20. århundredes tænkning, hvor han har haft en helt central virkningshistorie inden for felter som: sprogfilosofi, eksistentialismen, Heidegger, Frankfurterskolen, dekonstruktivisme m.m. Det er som et udtryk for Nietzsches egen mangfoldighed og omfangsrige virkningshistorie, at vi i dette nummer af SLAGMARK præsenterer en kalejdoskopisk vifte af nye og aktuelle læsninger der i forhold til Nietzsches egen tænkning strækker sig fra de tidlige ungdomsskrifter til den sene Nietzsche og som tematisk bevæger sig inden for en række forskellige felter som dannelsesproblematikken, æstetisk retfærdiggørelse, filologisk receptionshistorie, sociologisk politisk tænkning omkring magtteori og ansvarlighedens herkomst samt forholdet mellem historie og glemsel.

Publiceret: 2001-03-01