Redaktionelt forord

Resumé

Et vue over de senere års globale politiske udvikling har givet anledning til den iagttagelse, at Francis Fukuyamas berømte tese fra slut-1980’erne og start-1990’erne om historiens afslutning ironisk nok kun syntes gyldig nogle få år. I den udbredte rus over murens fald og østblokkens kollaps diagnosticerede Fukuyama en ‘totalitarismens henvisnen’, der blev modsvaret af det liberale demokratis angiveligt historiske sejr (Fukuyama, 1993, s. 21). Med det liberale demokrati havde historien ifølge Fukuyama nået sin afslutning, ikke i den (indlysende absurde) forstand, at der ikke kunne indtræffe nye begivenheder, men i den forstand, at ‘historien forstået som en eneste, sammenhængende, evolutionær proces der omfatter alle folkeslags erfaringer til alle tider’ var ovre: ‘selve princippet om det liberale demokrati’ stod ganske enkelt uimodsagt (Fukuyama, 1993, s. 9, 10, kursiv i originalen).