Universitetets udvikling fra elite- til masseinstitution

Resumé

Viden, uddannelse og innovation er det 21. århundredes vigtigste konkurrenceparameter, og det er grundlaget for velfærdssamfundet. Men hvad betyder henholdsvis elite- og masseuniversitet? Ofte opfattes masseuniversitet negativt, som noget der er skyld i en påstået dårlig kvalitet og uengagerede studerende, og betegnelsen peger i retning af fabriksagtig produktion snarere end dannelse og forskningsnærhed. Det er et paradoks, at muligheden for, at flere unge får en universitetsuddannelse, beskrives sådan, når det samtidig er en kvalitet og en konkurrencefordel for et samfund at have mange højtuddannede. Samtidig ligger der under dette meget anvendte modsætningspar en række andre grundlæggende forskelle mellem universitetsmodeller før de store optag til i dag, fra styreformer og relation til omverdenen til centrale universitetsværdier som uafhængighed og forskningsfrihed.
Et hovedargument i nærværende fremstilling er, at det såkaldte masseuniversitets dårlige skudsmål i den offentlige debat ikke i sig selv kan begrundes med antallet af studerende eller de studerendes evner, men skal forstås ud fra en lang række andre faktorer og tiltag i den periode, hvor universiteternes antal og kapacitet blev udvidet betragteligt. De fleste var en konsekvens af de store optag, fx ressourcerne pr. studerende og det udtalte politiske behov for at udvikle såvel kvalitet som effektivitet.
Jeg gennemgår i artiklen en række karakteristika ved det, vi typisk kalder elite- og masseuniversitet, jf. nedenstående skema, og argumenterer for, at udviklingen har ændret både universitetets og de studerendes rolle.