Vidnesbyrd og autenticitet

Resumé

Spørgsmålet om, hvad der definerer det autentiske vidnesbyrd, tages op i Geoffrey Hartmans tekst om “Vidnesbyrd og autenticitet”. Her gennemgår han kritisk Jean-François Lyotards, Giorgio Agambens og Dori Laubs forskellige responser på det paradoks, som Primo Levi formulerer i De druknede og de frelste: De overlevende kan ikke aflægge fyldestgørende vidnesbyrd, dels fordi deres synsvinkel har været indsnævret, og dels fordi de, der har kunnet se mere, har kunnet dette på grund af, at de har befundet sig i det, Levi kalder “gråzonen” af udefra aftvungne, men stadig moralsk tvetydige valg, valg der senere ville kunne virke ind på deres beretninger. De sande vidner er derfor ifølge Levi de, der ikke længere kan vidne: Muselmændene, de druknede, de døde. Derudover gør Hartman, der er grundlægger og leder af Fortunoff Video Archive for Holocaust Testimonies ved Yale University, sig en række mediespecifikke overvejelser i forbindelse med bevidnelsesakten, idet han fremhæver videovidnesbyrdet som en ny kommunikativ genre med et stort potentiale, både hvad angår selve erindringshandlingen og evnen til at nå fremtidens modtagere af vidnesbyrdet.