Situeret psykopatologi

Abstract

Denne artikel tager udgangspunkt i noget af den kritik, der for nylig er blevet rettet mod den ekspanderende diagnostiske psykiatri ud fra to modsatrettede perspektiver: Den ene repræsenteret ved en neurovidenskabelig tilgang kendt som RDoC, som argumenterer for, at psykiatrien skal bevæge sig ud over symptomer og finde årsagerne til psykisk sygdom i hjernen (Insel et al., 2010), og en anden repræsenteret ved en kontekstuel tilgang kendt som PTMF, som argumenterer for, at psykisk lidelse skal forstås i lyset af, hvad mennesker udsættes for i deres liv (Boyle & Johnstone, 2020). Formålet med kritikken er at formulere et afsæt for en situeret tilgang til psykisk lidelse, der overvinder den diagnostiske psykiatris problemer og søger at integrere neurovidenskabelig viden om hjernen og andre forhold ved personen med viden om miljøet. Med udgangspunkt i forskere som Thomas Fuchs, Jerome Wakefield og Dorte Gannik udfolder jeg afslutningsvis fire grundprincipper for en teori om psykopatologi som situeret, der forhåbentlig peger frem i denne retning.