Første-persons perspektivet i psykologisk teori og forskningspraksis

Abstract

Når psykologisk forskning tager udgangspunkt i problemstillinger i menneskets hverdagsliv, rejser det spørgsmålet om, hvordan man kan overvinde den udbredte dikotomi mellem in- divid og samfund. Artiklen fokuserer på dette spørgsmål og argumenterer for en systematisk inkludering af menneskets subjektivitet og før- ste-persons perspektivet i psykologiske teori og forskningspraksis. Først gives en beskrivelse af den mekanistiske effekttænkning i nutidens psykologi og af hvordan det menneskelige livs subjektive dimension udbredt er blevet fjernet fra blikket. Yderligere redegøres der for, hvor- dan forskning fra et tredje-persons perspektiv, som denne tilgang implicerer, reproducerer dikotomien mellem individ og samfund. På denne baggrund begrundes, hvorfor en kon- ceptuel inkludering af menneskets subjektivitet kræver at indtage et første-persons perspektiv og at strukturere forskningen ud fra subjektets standpunkt. I løbet af denne argumentation vil det blive vist, hvordan første-persons perspek- tivet kan overvinde individualistiske positioner og åbne op for en situeret, social-symmetrisk epistemologi, der også inkluderer en koncep- tuel forståelse af den “Anden”.