Motivation og selvbestemmelse i kritisk psykologi
Resumé
Artiklen handler om den motivationsteori, som blev udviklet i 1970erne i kritisk psykologi, især af Ute Osterkamp, og dens fortsatte udvikling og aktuelle relevans. Centralt i den teori står begrebet om agens-behov (oprindeligt kaldet ’produktive behov’): tilskyndelsen til og behovet for (at udvikle sin) deltagelse i den fælles foregribende omsorg for vores livsbetingelser. Det begreb er en nøgle til at overvinde den dualisme mellem natur og kultur, som generelt stadig gør sig gældende, også i kritiske teorier, trods intentioner om at tænke bæredygtigt og i omsorg. Det danner også et vigtigt alternativ til selvbestemmelsesteorien og de kognitive teorier, som er de toneangivende forsøg på at løse en modsigelse i motivationspsykologien: På den ene side undersøges ’motivation’ som spørgsmålet om, hvorvidt folk vil det, de skal – altså noget fremmedbestemt - men på den anden side bliver selvbestemmelse i stigende grad efterspurgt. Men potentialerne i Osterkamps alternativ blev svækket af utopiske træk ved hendes teori, som blev accentueret af, at Holzkamps ’subjektvidenskab’ udråbte personens ’første-person-perspektiv’ til et à priori. Jeg foreslår i stedet at gentænke spørgsmålet om, hvad vi deltager i, som praksissens og fællesskabets særlige og individuelle aspekter, og at situere det historisk. I forlængelse heraf følger en kritik af selvbestemmelsesteorien, som igen giver anledning til at fremhæve nogle vigtige dimensioner ved en kritisk psykologisk motivationsteori – dvs. en teori, som beskæftiger sig med, hvad mennesker vil og hvorfor, uden at tro, at det kan gøres uden fortsat at forholde sig kritisk til de praktiske udformninger af dette ’hvad’, og til de psykologier, der repræsenterer det. Relevansen af alt dette er, at vi kan tænke ud af hamsterhjulet til en bredere omsorg og dybere dannelse, end de positivistisk baserede motivationsteorier kan få øje på.
Nøgleord:
Motivation, selvbestemmelse, kritisk psykologi, agensbehov, praksis, individuation
