“Det er jo ikke et legetøj”

Fald, krop og rådighed i livet som ældre med nødkald

Resumé

Denne artikel fokuserer på fald i egen bolig som fremtrædende problematik i ældre menneskers daglige liv med nødkald. Nødkald er en kommunikationsteknologi, som inddrages i ældreplejens omsorgsarbejde som modsvar på faldproblematikken. Artiklen vil vise, at denne form for teknologimedieret ældreomsorg får betydning for, hvordan de ældre forstår sig selv og deres handlemuligheder. En central pointe er i den sammenhæng, at livet som ældre med nødkald implicerer involveringer i ældreple- jens nødkaldspraksis, samt, i forhandlingerne om hvordan nødkaldet bør tolkes og bruges i praksis. Eksisterende forskning om ældre mennesker og fald domineres af tilgange, baseret på den biomedicinske og fysiologisk funderede kropsforståelse med analyser, der påpeger risici og bagvedliggende faktorer ifm. fald. Denne artikel baserer sig på et subjektivt perspektive- ret blik på faldproblematikken koblet sammen med en dialektisk kropsforståelse. Med dette afsæt stiller artiklen sig kritisk overfor den di- kotomiske kropforståelse, der skelner skarpt mellem biologi og psyke. Artiklens teoretiske rammesætning udgøres af kritisk psykologisk praksisforskning, med anknytninger til kritisk STS og kritisk gerontologi. Dertil tilføjes et rytmeanalytisk perspektiv sammenvævet med den dialektiske forståelse af den aldrende krop. Med dette afsæt diskuterer artiklen hvordan erfaringer, forståelser og organiseringer omkring den aldrende krop, fald, nødkald og velfærd- statsligt formidlet ældreomsorg får samvirkende betydning for ældre menneskers rådighed – forstået som deltagelsespotentialitet forhandlet i et relationelt forankret rum. Empirisk baserer artiklen sig på deltagerobservationer og interview gennemført i forbindelse med mit arbejde på en ph.d.-afhandling omhandlende ældre menneskers daglige liv med kommunalt visiteret nødkald. Artiklen vil vise, hvordan forståelserne omkring fald og aldrende krop er forankret i en fysiologisk/medicinsk forståelsesramme, der nedtoner den psykiske, diskursive og normative dimension ved faldet og dets betydning i ældrelivet. Artiklen vil også vise, at kroppen kan opleves som både med- og modspiller i ældre menneskers daglige liv og i deres brug af deres nødkald. Endeligt vil artiklen give blik for potentielle utilsigtede konsekvenser der kan følge med inddragelsen af nødkald i ældreplejen, når forståelser omkring den aldrende krop og faldproblematikken får normsættende betydning for praksis. Alt imens, det som udgangspunkt anerkendes, at nødkaldet kan øge ældre menneskers oplevelse af tryghed, samt tilføre dem udvidede muligheder for at handle på faldproblematikken, så vil artiklen lægge op til en diskussion af, hvordan et liv som ældre med nødkald også kan installere usikkerheder og oplevelser af indskrænkede handlemuligheder i den daglige kamp for rådighed.