PPR's funktion og faglighed i bevægelse

Et historisk rids i lyset af den aktuelle debat om øget praksisnærhed i PPR og en begyndende skitsering af en situeret pædagogisk-psykologisk praksis

Resumé

I disse år fremføres ’praksisnærhed’ i stigende grad som et fagligt og organisatorisk ideal for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). I artiklens første del argu-menterer vi for nødvendigheden af at forstå det aktuelle ønske om praksisnærhed i relation til den historiske ramme og tradition, som de praksisnære idealer er knyttet til og vokset ud af. På baggrund af en historisk læsning af PPR-feltet foretager vi i artiklens anden del en begyndende skitsering af en situeret pædagogisk-psykologisk praksis. Med afsæt i en situeret psykologisk rammesætning, der henter inspiration i praksisteori (Bernstein, 1971; MacIntyre, 1985) og situeret læringsteori (Lave, 1988, 2019; Lave & Packer, 2008) er det artiklens argument, at der i den aktuelle debat om praksisnærhed i PPR er en risiko for, at praksisnærhed altovervejende kommer til at handle om at befinde sig ’i’ praksis som en modpol til at undersøge børn ’udenfor’ deres (hverdags)praksis. Praksis reduceres hér til alene at være et fysisk afgrænset sted, man kan befinde sig i eller udenfor. Med et afsæt i en situeret psykologisk rammesætning skitserer artiklen en praksisnærhedsforståelse, der ikke reducerer praksis til én pol i en historisk dualitet mellem individ og kontekst, men i stedet som en dialektik mellem forståelser af børns og voksnes deltagelse og delta-gelsens sociale (herunder materielle, strukturelle, historiske) betingelser.