At stille sig åbent an: sorg som livs- og identitetspraksis

Resumé

I denne artikel arbejder jeg autoetnografisk: jeg skriver på mine egne sorgpraksisser som etnografisk materiale med henblik på at kunne undersøge, hvad sorg er og kan være, hvordan sorgen helt konkret og specifikt leves og gøres med rod i den sørgendes hverdagsliv. Hvad vil det sige at sørge? Hvordan kan det foregå? Jeg viser, hvordan konkrete ritualiserede sorgpraksisser kan opbygges og reflekterer over, hvad de er dannet af og hvad de er i dialog med med omdrejningspunkt i det liminale og ritualisering, og jeg problematiserer den normativitet omkring sorg og den sørgende, som afspejles i såvel sorgteorier som populære opfattelser af sorg. Jeg argumenterer for nødvendigheden af forbilleder i sorgen, og for at sorg ikke nødvendigvis væsentligst handler om forholdet til afdøde men den sørgendes forhold til sig selv. Tabet er en mulighed for at invitere sårbarhe- den ind i livet.