Konflikt og konsensus i tværfagligt samarbejde omkring børn i vanskeligheder

Resumé

Børn lever deres liv forskellige steder, og sær- ligt for børn i vanskeligheder er der en lang række forskellige parter (Forældre, profes- sionelle og embedsmænd) involveret i arbej- det omkring dem. I de senere år har der for at undgå diskontinuitet og brud i børnenes sammensatte forløb været et stort fokus på at udvikle det tværfaglige samarbejde for at sikre koordinering og målretning af indsatserne om- kring børn i vanskeligheder.

Artiklens hovedtema er en forskningsmæs- sig og empirisk interesse omkring en påfalden- de modsætning i det tværfaglige samarbejde: I mange kommuner begrundes etableringen af en tværfaglig struktur netop i ønsket om at skabe en mere sammensat viden om børns vanskeligheder, hvilket potentielt indebærer, at de forskellige parter har konfliktende perspek- tiver på vanskeligheder i skolen. I artiklens analyser af konkret tværfagligt samarbejde er forskellene mellem parterne imidlertid mindre fremherskende, og den viden, der produce- res, fremtræder ofte entydig og “harmonisk”. Viden om barnets sammensatte hverdagsliv sammen med andre mennesker ser således ud til at nedtones til fordel for viden om særken- detegn ved enkeltbørn, som forklaringer på vanskeligheder omkring barnet.

I artiklen undersøges de institutionelle be- tingelser for dette spændingsfelt mellem mang- foldighed og konfliktualitet på den ene side – og entydighed og konsensus på den anden. Den tværfaglige samarbejdspraksis udforskes gennem analyser af observationer og inter- views med forskellige deltagere. Derigennem etableres viden om, hvordan forskellige mod- stridende betingelser får betydning for sam- arbejdet. Konkret peges på den sideløbende eksistens af to forskellige forståelsesfigurer for børns udvikling: En figur med rødder i positivismen rettet mod afklaring af individu- elle årsager til vanskeligheder og en situeret figur, der peger i retning af identifikation af kontekstuelle betingelser for vanskeligheder. Den centrale pointe er, at de forståelsesfigurer, der gøres brug af, må begribes som en del af forskellige deltageres subjektive håndtering af konkrete modsigelsesfyldte udfordringer i en institutionaliseret praksis. I artiklen diskuteres det således, hvordan de forskellige forståelses- figurer både får betydning for det tværfaglige samarbejde og samtidigt også reproduceres og udvikles gennem det.