Social eksklusion i skolen

- mellem personlige handlegrunde og social struktur

Resumé

Der arbejdes i skolen med mangeartede indsatser i relation til at fordre deltagelse og læring for alle børn og mindske social eksklusion, men forskning viser dels, at eksklusion fortsat er en problematik i skolen dels, at nogle af de indsatser, som tilrettelægges for at skabe gode deltagelses- og læringsmuligheder for børn, kan blive del af ekskluderende processer. Dette bunder bl.a. i, at skolen i sig selv er en handle- sammenhæng, som har differentiering, kvalificering og udskillelse som præmis (Ljungstrøm 1984; Morin 2007; Poulsen 2017). Samtidig støder den pædagogiske målsætning om at håndtere børns forskelle på udfordringer som i høj grad handler om strukturelle forhold, der knytter sig både til skolen som organisation og til spændingsfelter i de skolepolitiske dagsordener. Denne artikel diskuterer social eksklusion i skolen, som forbundet til skolens håndtering af forskelle i forbindelse med indsatser rettet mod inklusion i skolen. På bagrund af en empirisk case argumenteres der for, at afsøgning og indtænkning af personlig meningsstruktur i forbindelse med pædagogisk indsats i praksis bærer et potentiale for at modvirke social eksklusion i skolen men også i pædagogisk praksis mere alment. Artiklen berører disse dilemmaer ud fra empirisk kvalitativ sko- leforskning med fokus på familieklassearbejde i spændingsfeltet mellem hjælp og kontrol. Empirisk fremstilles en caseanalyse, hvor der foreslås en kritisk psykologisk og socialprak- sisteoretisk ramme (Holzkamp 1998, 2013; Dreier 2003, 2008) som grund for diskussion af, hvordan mulig eksklusion kan forstås som sociale processer i konkret praksis analyseret som et dialektisk forhold mellem strukturelle og organisatoriske betingelser (fx hvilke muligheder for støtte, der er til stede i skolen) og personlig meningsstruktur (Holzkamp 2013; Morin; 2018).