Resistenspunktet
DOI:
https://doi.org/10.7146/nu.v48i1.141707Nøgleord:
Resistenspunkt, Alred Krovoza, subjekt, kritik, freudomarxisme, neoteni, kollektivResumé
I denne artikel prøver vi teoretisk at give et bud på spørgsmålet om, hvorvidt subjektet rummer et samfundskritisk potentiale, når det nu produ- ceres i en samfundsmæssighed. Det gør vi primært ved at udlægge og videreudvikle freudo- marxisten Alfred Krovozas (1973) begreb om resistenspunktet. Resistenspunktet beskriver et emancipatorisk minimum, som etableres igennem den ikke-kumulative proces og svarer til det præ-kapitalistiske samfunds produk- tionsmåder i modsætning til den kumulative procestype, der karakteriserer kapitallogikken i kapitalismen. Igennem begrebet om neoteni påpeger vi, at den ikke-kumulative proces er en forudsætning for dannelsen af subjektets intrasubjektive struktur – dets ‘indre natur’. Vi sammenkobler dernæst resistenspunktet med Ødipuskomplekset for at vise, at der er to typer af kritisk refleksivitet på spil, når vi undersøger kritikkens udfoldelse; det kritiske forhold til, om man får det man vil have, og hvorfor man overhovedet vil have det. Vi peger ydermere på, at denne kritik sagtens kan rummes inden for en generel forståelse af kritikken som affirmativ (Raffnsøe, 2017) ved at pege på, at kritikken må være inden for rammerne af den samfundsmæssighed, som den udmøntes i, da den baserer sig på samme indirekte. Slutteligt kobler vi resistenspunktet op på begrebet om kollektivet for at demonstrere, at subjektet er sat i relation til kollektiver (Nissen, 2012), som i deres udfoldelse af bestemte praksisformer bevirker, at subjektet får en direkte erfaring med forskellige procestypers produktion og derved også med konflikterne imellem disse procestyper.