Adelskultur og herregårdsjagt i tiden mellem Junigrundloven og Lensafløsningen

Resumé

Indledningsvis præsenteres baggrunden for landadelens storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet i Danmark. Det var denne del af adelen, der for alvor havde mulighed for at manifestere noget, der lignede adelig suverænitet, hvilket i særdeleshed gjaldt majoratsbesidderne, som foruden herregårde med alt, hvad dertil hørte, havde økonomiske midler til deres rådighed, som ingen andre kunne præstere på den tid. Og det havde den et grænseløst behov for at stille til skue, såvel i sin livsførelse på herregårdene som i enhver anden sammenhæng. Jagterne kom til at spille en fremtrædende rolle i disse statusmarkeringer, og en lensgreve gav direkte udtryk for, at han anså dem for at være en del af den luksus, som var nødvendig for at give standen éclat. Dette udsagn synes at rumme nøglen til en nærmere forståelse af den højere landadels ekstravagante livsførelse, og det leder tanken hen på teorier udviklet af socialøkonomen Thorstein Veblen i bogen The Theory of the Leisure Class og af socialantropologen og sociologen Roland Girtler i bogen Die feinen Leute. I artiklen diskuteres det, i hvilket omfang Veblens teorier om iøjnefaldende fritid og forbrug og Girtlers teorier om menneskets iboende stræben efter fornemhed og de dynamiske aspekter forbundet hermed kan bidrage til en forståelse af den betydning, som jagten fik for landadelen i den pågældende periode. Emnet har tidligere været behandlet i forbindelse med en bredt anlagt afhandling om herregårdsjagtens historie i Danmark. Her bliver det gjort til genstand for en sammenfattende diskussion ud fra den opfattelse, at landadelen ganske vist anvendte jagterne og andre statusmarkeringer som led i en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men at bestræbelserne nok især var drevet af indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed, snarere end at det handlede om at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab.

Når det lige netop var jagterne, som kom til at spille så fremtrædende en rolle i landadelens statusmarkeringer, skyldes det, at den var et ældgammelt fyrsteligt og adeligt værdighedssymbol, som var baseret på privilegeret godsbesiddelse. I Christian 8.s tid som prins og konge fik kongehusets jagter en renæssance, og de ansporede den statusbevidste landadel til at gøre sig gældende med noget, der lignede på sine egne besiddelser. I løbet af 1850’erne begyndte man for alvor at afholde store efterårsjagter, som strakte sig over flere dage og derfor var forbundet med herremiddage og anden selskabelighed. De følgende år blev scenen sat for en åbenlys herskabelig manifestation, som med reference til adelens deltagelse i kongehusets jagter i enevældens tid, faldt fint i tråd med den højere landadels behov for at stille sin særlige status til skue.

På grevskabet Frijsenborg iscenesatte man et herskabeligt liv med tilhørende jagter i næsten fyrstelig stil med henblik på at manifestere en udpræget højadelig status over for ikke mindst de andre adelige samt gennem udsøgte fornemhedsmanifestationer at nærme sig en fyrstelig position, som gjorde én selvskreven til at modtage kongelige besøg. Set i relation til Veblens begreber – iøjnefaldende fritid og forbrug – var forholdene på Frijsenborg lige efter bogen. Jagtudøvelsen var i sig selv iøjnefaldende, og på Frijsenborg fik den fuld skrue ikke blot ved store landskabelige iscenesættelser med masser af fotografier og sågar malerier heraf, men også derved, at herskabet, når de opholdt sig hjemme på gården, kunne være ude på jagt 70 af årets dage. Jagtpersonalet, der talte op imod 20 mand, kan i lighed med tjenestefolkene i hovedbygningen med Veblens terminologi anskues som ”stedfortrædende fritidsudøvere”, idet de ikke befattede sig med produktivt arbejde i traditionel forstand, men fortrinsvis var beskæftiget med arbejde i tilknytning til herskabets fritidsliv og således udstiller det yderligere.

Med hensyn til det iøjnefaldende forbrug var forholdene på Frijsenborg ikke til at tage fejl af. De ekstravagante jagter og de dermed forbundne pragtfulde selskaber med alt, hvad dertil hørte af stilfuldhed, taler næsten for sig selv. I forbindelse med sådanne tiltag inddrages gæsterne ifølge Veblen som medaktører i forbruget, han tildeler dem i denne sammenhæng rollen som ”stedfortrædende forbrugere”, og det giver anledning til indbyrdes konkurrence. Under middagsselskaberne indgik kvinderne i en veritabel kappestrid om at være klædt i den mest pragtfulde robe. De optrådte i den fornemste klædedragt, med de prægtigste smykker, stort tjenerskab og den mest forfinede levemåde og stillede således ægtemandens overflod ødselt til skue, hvilket også er en af Veblens pointer. Kvinderne fungerede således som mandens forlængede arm, når det handlede om at demonstrere fritid og forbrug.

Ud over at være velegnede som led i bestræbelserne på at demonstrere iøjnefaldende fritid og forbrug havde jagterne også det fortrin, at de afspejlede eksistensen af et mere eller mindre kompliceret system af rang og grader, som ifølge Veblen kendetegner den udviklede fritidsklasse. For herskabsjagternes vedkommende kommer dette til udtryk derved, at de var gradueret, så de faldt i flere afdelinger, der var organiseret hierarkisk, tjente forskellige formål og dermed også blev iscenesat med forskellige målgrupper for øje, men generelt set var det en eksklusiv foreteelse, der som regel var forbeholdt adelige standsfæller, mens borgerlige godsejere yderst sjældent deltog i de fineste af jagterne.

På Fyn forholdt det sig således, at man i forbindelse med de fine herskabsjagter inviterede repræsentanter fra andre fynske godser i et omfang, så næsten alle adelige besiddelser indgik i et vidt forgrenet netværk, som bestod af jægere, der kom regelmæssigt hos hinanden.

Det var naturligvis betydningsfuldt at være inkluderet i et sådant netværk af godsbesiddere, som byttede jagt med hinanden. De tætte relationer godserne imellem var i nogen grad familiebetingede, men de afspejler også jagtens betydning som standsmæssig manifestation af adelig eksklusivitet og sammenhold.

En gennemgang af udvalgte jagtentusiasters personlige jagtjournaler viser med al ønskelig tydelighed, at jagterne lagde beslag på en stor del af deres tid. De mest ihærdige kunne på årsbasis være af sted hver tredje eller hver fjerde dag, og foruden jagterne på egne revirer gjaldt det i efterårssæsonen deltagelse i talrige klapjagter på andre herregårde.

Herskabsjagternes uovertrufne eksponeringsmuligheder bevirkede, at de blev tillagt stor betydning også blandt godsbesiddere, som normalt ikke selv gik på jagt. Selv i disse tilfælde fik jagten ofte en fremtrædende rolle i det herskabelige liv og blev anset for at være en absolut nødvendighed i samspillet med standsfæller og kongehus.

Med spektakulære landskabelige iscenesættelser af masseskyderi af fasaner bliver det meget tydeligt, at jagterne ikke alene er udtryk for, hvad Veblen karakteriserer som iøjnefaldende fritid og forbrug, men at de også er et klart vidnesbyrd om det element af ødselhed, der ifølge Veblen som regel vil være forbundet med demonstrativ fritids- og forbrugsudfoldelse.

Mange historieladede tiltag på jagtens område vidner sammenholdt med landadelens øvrige tilbøjeligheder til at tage historien til indtægt for sin gøren og laden – herunder opførelse af hovedbygninger i historicistiske stilarter – om standens behov for at påkalde sig fordums tider, da konge og adel regerede i fællesskab og dermed måske også legitimere den symbiose, der var mellem godsejerregeringer og kongehus i sidste halvdel af 1800-tallet. Som Veblen påpeger, er fritidsklassen nemlig bl.a. kendetegnet derved, at den er skærmet mod presset fra de stadige forandringer i det moderne samfund, og den er derfor i stand til at fastholde et livsmønster – eller som her genoplive traditioner – som hører fortiden til. Samtidig skal man dog ikke være blind for, at landadelen med brug af de udpræget kongelige jagtsymboler har ladet sig friste til at pryde sig med lånte fjer i sin idelige stræben efter en højere grad af fornemhed.

Inddrages adelens vinterophold i København med henblik på at undersøge de iøjnefaldende aktiviteters karakter og betydning under disse anderledes omstændigheder, synes de samme forhold som ved jagterne i store træk at gøre sig gældende blot med den forskel, at mulighederne for at synliggøre bestræbelserne var langt mere mangfoldige i hovedstaden, hvor også hele eliten var forsamlet. Som ved jagterne handlede det om en generel manifestation af adelig suverænitet og eksklusivitet, men også om indbyrdes kappestrid og konkurrence om at opnå en højere grad af fornemhed.

I modsætning til, hvad man måske kunne forvente, er der ikke noget, der tyder på, at landadelen var specielt optaget af at distingvere sig i forhold til det fremvoksende industri- og handelsborgerskab, om end det også ved hoffet begyndte at trængte sig på. I denne sammenhæng var rangforordningen stadig et velegnet redskab til at fastholde den herskende orden.