'It Takes Two to Tango' - dans som kulturteoretisk figuration
DOI:
https://doi.org/10.7146/ks.v7i1.24050Nøgleord:
dans, figuration, performativ kulturteori, distribueret agency, materiel-diskursivResumé
’It takes two to tango’ – siger man ofte, når man vil understrege, at hele ansvaret for en konflikt sjældent hviler på en enkelt person, men oftest er fordelt på flere. Og samtidig understreger man, at tango (eller konflikt) ikke bare er en ’ting’ eller et stabiliseret faktum, men et mønster der må praktiseres. Spørgsmålet er, om det er en ren tilfældighed, at det netop er fra dansen, man henter en figur for distribueret og kollektivt ansvar og for praktisering af mønstre? Det kunne også være, at der i brugen af dans som metafor ligger et potentiale for at understrege særlige dimensioner, der oven i købet matcher nye udviklinger indenfor kulturteorien. I dette bidrag skal vi se nærmere på, hvilke dimensioner og betydninger det i så fald kunne være, at dansefiguren tilbyder kulturteorier og kulturanalyser.
Downloads
Publiceret
Citation/Eksport
Nummer
Sektion
Licens
Artikler udgivet i Kulturstudier må ikke frit offentliggøres på egne eller institutionelle hjemmesider i deres helhed det første år. I tilfælde af, at den institution man er tilknyttet kræver publicering indenfor systemet, kan man her med fordel angive en kort sammenfatning af artiklen, og så et link til Kulturstudier, hvor artiklen ellers er frit tilgængeligt.