'It Takes Two to Tango' - dans som kulturteoretisk figuration

Resumé

’It takes two to tango’ – siger man ofte, når man vil understrege, at hele ansvaret for en konflikt sjældent hviler på en enkelt person, men oftest er fordelt på flere. Og samtidig understreger man, at tango (eller konflikt) ikke bare er en ’ting’ eller et stabiliseret faktum, men et mønster der må praktiseres. Spørgsmålet er, om det er en ren tilfældighed, at det netop er fra dansen, man henter en figur for distribueret og kollektivt ansvar og for praktisering af mønstre? Det kunne også være, at der i brugen af dans som metafor ligger et potentiale for at understrege særlige dimensioner, der oven i købet matcher nye udviklinger indenfor kulturteorien. I dette bidrag skal vi se nærmere på, hvilke dimensioner og betydninger det i så fald kunne være, at dansefiguren tilbyder kulturteorier og kulturanalyser.