DEN NYE HISTORIESKRIVNING I 900-TALLET
Kirkelige autoriteter som forbilleder og vejledere
DOI:
https://doi.org/10.7146/ks.v10i2.118022Nøgleord:
videnscirkulation, etik og moral, historieskrivning, kirkefædre, det østfrankiske rige, 900-talletResumé
Med Liudprand af Cremonas værk Antapodosis blomstrede historieskrivningen op efter en 50-årig stilstandsperiode i det østfrankiske rige. Samtidig skete et skift i den foretrukne historiske genre. Nu tog forfatterne udgangspunkt i individet i stedet for årets begivenheder. Endda var disse forfattere på hver deres vis nyskabende. Forklaringen på nyudviklinger inden for historieskrivningen bør søges i 900-tallets konventioner for tekstfremstilling, dvs. anerkendt viden om forfatterpraksis. Liudprand tog den lærde autoritet Rather af Verona som sit tekstlige forbillede. Med afsæt i Rathers værk Praeloquia og Liudprands Antapodosis undersøger artiklen forfatternes repræsentation, konstruktion og reception af viden om forfatterpraksis og betydningen heraf for historisk fremstilling.
Downloads
Publiceret
Citation/Eksport
Nummer
Sektion
Licens
Tidsskriftet forbeholder sig ret til førsteudgivelsen, mens ophavsretten til artiklen tilfalder forfatteren.
Artikler udgivet af Kulturstudier licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 4.0 International Licens