Kærligheden er det som er passende

Abstract

Den danske teolog N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) prædikener er blevet undersøgt for at rekonstruere deres opfattelse af begrebet kærlighed. I disse prædikener formulerer Grundtvig hyppigt den tanke, at den sande og egentlige form for kærlighed både i en kristen og i en verdslig sammenhæng er at tænke, føle og gøre det, som er »passende«. En sådan opfattelse bestemmer et menneskes kærlighed og godhed ved hans relation til de værdier, som eksisterer immanent i den omgivende kontekst. Kærlighedsopfattelsen i de grundtvigske prædikener er gennemfarvet af dette kontekstuelle skema. Grundtvig formulerede i det nittende århundrede en kærlighedsopfattelse, som i høj grad kan være en interessant, inspirerende og relevant ressource i en nutidig samtale om kærlighedens væsen. I sin samtid »brandede« Grundtvig sig selv som bevidst »gammeldags«. I det nittende århundrede blev Grundtvig konfronteret med en slags moderne og romantisk opfattelse af begrebet kærlighed. Hans tanker om godheden og kærligheden som det, der er passende, udgør et modsvar på hans samtids mere moderne, mere følelsesorienterede og mere individualistiske kærlighedsopfattelse.