Anabaptismens kirke- og kultursyn og dets aktuelle teologiske relevans

Resumé

Et væsentligt teologisk kendetegn ved den anabaptistiske hovedstrømning på reformationstiden var dens opgør med den konstantinske model og dennes sammenblanding af kirke og kultur og af kirke og magt. Det får et prægnant udtryk i den schweiziske anabaptisme med Schleitheimbekendelsen fra 1527. Historiske studier af anabaptismen har fået en fornyet relevans med den konstantinske models langsomme erosion i Vesteuropa og bevægelsen mod en postkonstantinsk tilstand. Anabaptismens aktuelle teologiske relevans diskuteres med udgangspunkt i den amerikanske teolog Richard Niebuhrs bog Christ and Culture. I de sidste tres år har denne bog med dens berømte typologi været et væsentligt udgangspunkt for mange teologiske diskussioner af forholdet mellem kirke og kultur. Bogen er særligt blevet kritiseret af den anabaptistiske teolog John Howard Yoder og i forlængelse heraf den metodistiske teolog Stanley Hauerwas for at bygge på implicitte konstantinske forudsætninger. I forlængelse af den kritik udkrystalliserer der sig en vision af kirken som på én og samme tid værende en del af den omkringliggende kultur og samtidig forskellig fra den. Kirken har en specifik identitet og en specifik mission, som kan udtrykkes med sætningen gudsfolket er sendt til verden, hvilket er vigtigt at fokusere på i en situation, hvor den vesteuropæiske kirke bevæger sig mod en postkonstantinsk tilstand. På baggrund af en voksende erkendelsen af denne forholdsvis nye situation ser man i en dansk kontekst, at frikirkelige og folkekirkelige positioner begynder at nærme sig hinanden.