Valdemar Rørdam og Nobelprisen

Abstract

Valdemar Rørdam kom til verden samme år som Holger Drachmanns debutdigtsamling og opnåede i begyndelsen af det 20. århundrede en position svarende til forgængerens. Han blev det danske lands og det danske folks besynger. Produktiviteten var stor og omfattede ud over lyrikken flere versfortællinger og et versdrama. Kærlighed til dansk natur og til barndommens præstegårdsidyl bærer værket. Men først og fremmest kærlighed til fædrelandet, der truet af udenvælts fjender og af et omsiggribende moralsk forfald behøvede såvel et stærkt forsvar som en styrket national selvfølelse med rødder dybt nede i historien. Rørdams kredsen om pligt, ansvarlighed, hengivelse og offer beror på, at nationen er større end det enkelte menneske; den er »vor Elskov og Ære«. Hans konservativt-heroiske nationalisme inficeredes i mellemkrigstiden med kommunismeskræk og tippede, da Hitler-Tyskland i 1941 indledte felttoget mod Sovjet, over i begejstring for nazismen. Hermed overspillede han på fatal vis sine kort, men heroismen var han som bekendt ingenlunde alene om.