H.C. Andersen i Sydasien

Oversættelse og modtagelse af Andersens eventyr i bengalske og urdu litterære kulturer

Resumé

Denne artikel undersøger udbredelsen af H.C. Andersens eventyr i Sydasien med fokus på bengalske og urdu-oversættelser af hans eventyr. Jeg bygger videre på mit tidligere arbejde om modtagelsen af Andersens eventyr i det koloniale Bengalen, hvor jeg diskuterede, hvordan disse oversættelser blev brugt til at modvirke den lavkulturelle Battala-litteratur, som blev anset for upassende af den bengalske bhadralok. I modsætning til de bengalske oversættere var den urdu‑litterære elite uopmærksom på Andersens eventyr i det 19. århundrede, og først i midten af det 20. begyndte urdu-oversættelser af hans eventyr at udkomme. Jeg analyserer urdu-oversættelserne af Andersens eventyr ved hjælp af Lawrence Venutis hermeneutiske model, der ikke opfatter oversættelse som en metier, hvor man er tro mod en kildetekst, men som en fortolkende handling, hvori oversætteren anvender formelle og tematiske interpretanter til at ændre kildeteksten i overensstemmelse med modtagerkulturens præferencer og ideologier. Selvom både de interpretanter, der anvendes i bengalske og i urdu-oversættelser, skaber tilpasningseffekter (domesticerende effekter), fungerer de forskelligt. Interpretanterne i de bengalske oversættelser er indlejret i den koloniale forhandlingsproces, mens de i urdu-oversættelser fjerner kristne referencer for at tilpasse Andersens eventyr til en overvejende muslimsk læserskare.