Indfødt, traditionel og lokal viden: Nye videnspolitiske horisonter

Abstract

I de senere års klimapolitik har vi været vidne til en stigende inddragelse af indfødte folkegruppers viden i tillæg til den etablerede klimavidenskab. Men det har bestemt ikke altid været givet, at der fandtes legitim viden hos oprindelige folk. Artiklen fokuserer på årene omkring 1980, hvor vi ser, at begreber som ‘Indigenous Knowledge(s)’ og ‘Traditional Ecological Knowledge’ blev bragt eksplicit ind i den akademiske samtale, hvorved vidensformens legitimitet genforhandledes. Artiklen argumenterer for, at vi her finder konturerne af en epistemisk horisontudvidelse, der belyses gennem tre centrale kildesæt: to udviklingsantropologiske udgivelser fra 1979 og 1980 samt et tværsnit ind i relevante benævnelser af undersøgelsens centrale begreber i UNESCO’s digitale arkiver. Her ses i en udviklingsantropologisk kontekst, at der sker en epistemisk forskydning, hvorved vejene til en legitim viden pluraliseres. Men med Arturo Escobars forskning i udviklingsantropologiens kolonialistiske medansvar samt Perrin Selcers forskning i klimavidenskabens forhold til det lokale perspektiv sættes også spørgsmålstegn ved, hvor stort et rum der i praksis skabes til oprindelige folks viden.