No. 55 (2009): Fængslets idéhistorie
Vi kan ikke sige 'Fængslets idéhistorie' uden at sige Michel Foucault. Før Foucault i 1975 udgav Overvågning og straf var den almindelige opfattelse, at fængslets historie var historien om et civilisatorisk fremskridt mod større grad af humanitet. Med Foucault blev diskussionen vendt på hovedet. Fængslet var indbegrebet af de disciplinære teknikker, samfundet var blevet fængselsagtigt, og den humanisme, der ville disciplinere og afrette mennesker, var slet ikke så human endda. Slagmark nr. 55 giver nye vinkler på Foucaults disciplineringstese foruden videnskabshistoriske og normative analyser af det moderne fængsel. Udviklingen siden 1970'erne udfoldes fra forskellige vinkler som en overgang fra et disciplinært til et postdisciplinært system, hvor afretning og rehabilitering er blevet fortrængt af en ny fokusering på sikkerhed og risikomanagement. Hvor integration af de kriminelle tidligere var den officielle politik, er fangerne i det postdisciplinære fængsel først og fremmest genstand for inkapacitering - en målrettet passivisering og degradering i det, som en af forfatterne kalder et internt eksil. USA er her som i så mange andre sammenhænge det store foregangsland - ikke bare for en populistisk bølge af 'tough on crime'-retorik, der har bredt sig på tværs af kontinenter og politiske fløje, men også for en eksplosion i indespærringsraterne, en regulær masseindespærring.
