Intermitterende dialektik - Filosofi og fantasi hos Adorno og Kierkegaard

Abstract

I denne artikel genbesøger Isak Winkel Holm et emne – nemlig Kierkegaards poetik – som han i 1998 blev ph.d. i litteratur på, hvilket ikke gik ubemærket hen i den akademiske verden. Filosofi og fantasi hos Adorno og Kierkegaard er helt nøjagtigt artiklens emne, idet Adorno ikke bare er ”den første, men også den, der mest radikalt stiller spørgsmålet om forholdet mellem begreb og billede, mellem fantasi og filosofi i Kierkegaards filosofi.” Helt centralt står her de såkaldte ’bogstavelige metaforer’, for i dem ligger der et betydningsoverskud, som har vristet sig fri af forfatterens (dvs. Kierkegaards) egne intentioner; det står derfor til den årvågne læsers disposition at udtrække betydningspotentialet i denne bogstavelige billedtale. Af samme grund er Kierkegaard ikke kun et ’borgerligt’ fjendebillede for Adorno, han er også et forbillede; nemlig et forbillede for en ikke-brutal tænkning, som Adorno også kalder en ’intermitterende dialektik’, og som opstår i form af ”utopiske huller i subjektets monologiske tekst.”