Kærlighed og væren

Abstract

At selvforståelse må gå vejen gennem fremmederfaringer som dens negative fremdrift – dvs. gennem det, der ikke går uproblematisk i ét med JEG og MIG – er en grundtanke, som den tyske tænker G. W. F. Hegel for alvor gav en bevidsthedsfænomenologisk ramme. Mere jordnært – og så netop alligevel ikke – er det tillige en model for de grænseoverskridende erfaringer, som sproglige væsener kan gøre sig i kærligheden, mener Benjamin Boysen i artiklen Kærlighed og væren. Men kærligheden er også ”et forsøg på at assimilere den andens fremmedhed, at besidde den anden som et frit subjekt, og at være sig selv og den anden på én og samme tid.” Det er kærlighedens paradokser og disses artikulation i såvel psykoanalytiske som filosofiske og litterære værker, der har Boysens overvejende interesse.