Folkesuverænitet og folkestyre i Den Franske Revolution – Den radikale bevægelse og det semi-direkte demokrati
DOI:
https://doi.org/10.7146/slagmark.v85i.152803Keywords:
folkesuverænitet, repræsentation, semi-direkte demokrati, den franske revolution, radikal republikanismeAbstract
Denne artikel diskuterer de politiske idéer, som lå til grund for den radikale strøm-
ning i Den Franske Revolution. Gennem kontekstualiserede læsninger af Elysée
Loustallot, François Robert og Jean Varlet viser jeg, hvorledes franske revolutionære
gradvist udviklede en teori om semi-direkte demokrati. Denne teori blev udviklet
på baggrund af konkrete erfaringer i Paris’ lokalforsamlinger, klubber og borgermi-
lits, men trak også på idéer – dog ikke ukritisk – fra tænkere som eksempelvis Jean-
Jacques Rousseau. Fokus var på at udvikle en teori og praksis om folkesuverænitet,
hvori almindelige mennesker ville have den størst mulige grad af indflydelse og
kontrol. Den lovgivende magt skulle udøves i netværk af lokalforsamlinger, politiet
skulle være en demokratisk kontrolleret borgermilits, og Frankrig skulle regeres
gennem imperativmandater, der ville tillade lokale forsamlinger at kontrollere den
nationale regering. Som jeg viser, var denne radikale republikanisme ikke modstan-
der af repræsentation, men i modsætning til et liberalt begreb om parlamentarisk
repræsentation gennem nationale valg var fokus her på semi-direkte demokratiske
modeller, der sikrede folkets aktive deltagelse.