Redaktionelt forord

Resumé

Teknologiske udviklinger indenfor kunstig intelligens (AI) har i de seneste år for alvor ramt de danske demokratiske institutioner med store forhåbninger og store bekymringer til følge. På de indre linjer har den såkaldte Taskforce for Kunstig Intelligens (2025) fremlagt, hvad den kalder for et ’ambitiøst’ målbillede om at frigøre 30.000 årsværk i den offentlige sektor frem mod 2035. Altså, AI skal overtage eller i hvert fald effektivisere nok arbejdsprocesser og -områder til, at 30.000 mennesker kan bruge deres tid til noget andet og, lover målbilledet, vigtigere. Og i det ydre perspektiv bliver spørgsmålet om digital suverænitet stadigt mere presserende, idet bekymringerne om afhængighed af amerikanskejede techvirksomheder nu ikke kun går på disse virksomheders enorme størrelse og tvivlsomme forretningsmodeller, men også på deres forbindelser til den siddende amerikanske regering, som i stadigt mindre grad opfører sig som Danmarks nærmeste allierede (Liebetrau & Adler-Nissen, 2024). Derfor vender stadigt flere blikket mod Europa for opbygningen af et reelt alternativ til den amerikanske dominans over den samlede digitale infrastruktur – også kaldet den digitale ’stack’, der integrerer eksisterende teknologier på tværs af hardware, software, og lagring, men også inkluderer forsknings- og udviklingsaktiviteter samt patentering af nye løsninger (Bria, Timmers & Gernone, 2025). Og stadigt flere arbejder lokalt for opbygningen af reelle alternativer til techgiganterne og deres udemokratiske forretningsmodeller (Nordic Media Lab, 2026).