Forskningshistoriske vaccinationsprogrammer: En videnskabsimmunologi (og en hyldest til ‘Grand Theorizing’ à la Hans Jørgen Lundager Jensen)

Resumé

Religionsvidenskaben karakteriseres ofte som udspændt mellem centrifugale kræfter, der udgøres af de filologisk forankrede specialestudier af bestemte religiøse traditioner, og den centripetale kraft, der udgøres af fænomenologiens etablering af en formlære, som beskriver religiøse fænomener uafhængigt af deres historiske manifestationer. I dette essay præsenterer jeg en alternativ karakteristik: Inspireret af den tyske filosof Peter Sloterdijks kulturimmunologi, foreslår jeg, at vi forstår videnskabelige discipliner som sociale interaktionssfærer defineret af en immungrænse. På baggrund af fremskridt i teoretisk biologi, kan disse sociale interaktionssfærer forstås som adaptive systemer, der konstant tilpasser deres grænser til omgivelserne samtidig med, at de opretholder deres sammenhængskraft gennem immuniserings-strategier. Religionsvidenskabens immunsystem består primært af den konstante genlæsning, genfortolkning og kritik af de modeller og begreber, der danner sfærens skelet. Forskningshistorien udgør et vaccinationsprogram, der på én gang holder nutidens begrebsberedskab spændstigt og toptrænet og forhindrer såvel faglig forkalkning som disciplinens sammenbrud på grund af en fjendtlig overtagelse.