Religionsvidenskabelig Skriftrække

Paulus gav i sine breve, som er de tidligste skrifter i Det Nye Testamente, sit bud på, hvad der var den historiske betydning af Jesu liv og død om troen på hans opstandelse. Det var i begyndelsen af 50’erne. Kort tid efter er der en forfatter, der forsøger sig med at skrive denne betydning ud i en fortælling om Jesus. Det sker i begyndelsen af 70’erne, og vi kender resultatet som Markusevangeliet. Omkring 10-15 år senere foreligger Matthæusevangeliet. Dets forfatter har fundet Markusevangeliets Jesus alt for paulinsk og tegner i polemisk afstandtagen i stedet et billede af ham som en ny Moses. Johannesevangeliet følger op på disse to forgængere ved – også stærkt inspireret af Paulus – at portrættere Jesus som Sønnen, der åbenbarer Faderen. Det sker omkring år 100 og er ikke tænkt som et supplement, men som et alternativ til de foreliggende evangelier. Det yngste af Det Nye Testamentes evangelier er Lukasevangeliet, der sammen med sin fortsættelse Apostlenes Gerninger med gode grunde kan dateres så sent som til 130’erne eller 140’erne. Det gør det sandsynligt, at forfatteren til Lukasskrifterne også har kendt og inddraget det evangelieskrift, der forbindes med den kætterstemplede Markion (ca. 85-160) og synes at stamme fra ca. 120. Dette såkaldte Markions Evangelium er i så fald ikke – som nogle kirkefædre hævdede det – et maltrakteret Lukasevangelium. Tværtimod viser det sig sammen med Det Nye Testamentes tre andre evangelier at være blandt Lukasevangeliets kilder.
Kom Markions Evangelium før Lukasevangeliet? giver således et fascinerende indblik i den kamp, der i Det Nye Testamentes evangelier udfolder sig for vores øjne om den rette forståelse af Jesu historiske betydning i Kristus-troens første hundrede år.